Salaf (De fromme forfædre)
De første tre generationer af muslimer: sahabah, tabi'in og tabi' al-tabi'in.
Salaf (de fromme forfædre, al-salaf al-salih) refererer til de første tre generationer af muslimer: sahabah (Profetens følgesvende), tabi'in (efterfølgerne) og tabi' al-tabi'in (efterfølgernes efterfølgere). Disse generationer anses for at have haft den mest autentiske forståelse af islam.
Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde: "De bedste mennesker er min generation, derefter dem der følger dem, derefter dem der følger dem" (Sahih al-Bukhari). I sunni-islam er der bred enighed om, at salaf's forståelse og praksis er en vigtig reference for korrekt islamisk praksis.
I bønnespørgsmål er salaf's praksis særligt relevant, fordi de var tættest på Profetens originale undervisning. Når der er uenighed om en bønnehandling, vender alle retsskoler sig til salaf's overleverede praksis som fortolkningsnøgle. Imam Malik baserede hele sin retsskole på praksis i Medina (Amal Ahl al-Madinah), som han mente repræsenterede en levende overlevering fra salaf.
Relaterede ord
Fiqh (Islamisk jurisprudens)
Den islamiske retsvidenskab, der udleder praktiske regler fra Koranen og Sunnaen.
Du'a Nudba (Klagesangen)
En bøn om den 12. Imams tilbagekomst, reciteret på fredage og højtider.
Rak'ah (Bønnecyklus)
En enkelt cyklus af bevægelser og recitationer i den islamiske bøn.
Tashahhud (Trosbekendelse i bøn)
Trosbekendelsen, der reciteres i siddende position under bønnen.
Hujjah (Bevis/Guddommelig autoritet)
Allahs bevis over menneskeheden — en titel for Profeten og de tolv Imamer.
Sha'ban (Profetens måned)
Den ottende islamiske måned, med særlig vægt på den 15. nat.